Dødens sidste trøje

Jeg mødte ham en torsdag.
Altså, døden.
Jeg blev inviteret på kaffe i et hvidt rum.
Han sagde intet, og jeg følte mig irriterende truffet.

”Skorsoner” sagde jeg.
”Skorsoner? Må jeg da være fri?”

udbrød han, og tog trøjen på.

”Det handler om der hvor det sker”

Jeg spørger til trøjen

og han svarer:

”I dag fik min samvittighed et navn.”
Døren åbner og lukker.

Skridt i sommerregn.

Jeg skal læse ovenstående tekst op for en professionel forfatter om en uge. Er temmelig spændt.

hugs and låååååfe

Her står jeg så.
Knækket, falden.
Ude af stand til at bevæge mig.
Foroverbøjet over verden.
En verden der prædikener om sandhed,
en sandhed den ikke længere kan tåle at høre.

Vi er alle døende.